Seniorhuset er Fredericias største aktivitetscenter, hvor foreninger hver dag kommer og benytter lokalerne til diverse aktiviteter og arrangementer. Huset er primært drevet af frivillige og få ansatte. Derfor er huset ubemandet en stor del af tiden. Det betyder, at man skal hjælpe sig selv, når man låner lokaler i huset. Vi har lavet nedenstående retningslinjer vedr. udlån af lokaler for at svare på nogle af de spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med udlån.
Det er gratis at låne lokalerne. Til gengæld skal al forplejning købes i caféen. Man må altså ikke tage noget som helst mad, drikke eller snacks med selv. Det er låneren, der har ansvaret for at kommunikere det ud til ALLE deltagere af arrangementet.
For at låne et lokale skal du sende en bookingforespørgsel til Seniorhuset. Du finder bookingforespørgslen ved at klikke her.
Tidsrummet for bookingen af lokalet skal være det reelle tidsrum, I er i lokalet. Det er samtidig det tidspunkt, der vises på Seniorhusets info-skærme.
Caféen sørger for forplejning til husets aktiviteter og møder. Det er muligt at vælge forskellige mødepakker - se udvalget i bookingformularen.
På 1. sal kan der trækkes kaffe og vand i automaten.
Bestilling skal ske i god tid og senest 14 dage før arrangementet. Få dage før arrangementet kan I kontakte køkkenet for justering af antal.
I skal bruge en nøgle for at komme ind i det bookede lokale. Som udgangspunkt kan I hente nøglen én dag før, I skal bruge lokalet. Nøglen hentes i Seniorhusets Information, der har åbent mandag-fredag kl. 10-13.
Kontakt Informationen på mail: information@seniorhuset-ips.dk eller tlf.: 50 91 97 82 for at aftale afhentning af nøgle. Bemærk, at Informationen er bemandet af frivillige.
Når I forlader Seniorhuset, skal nøglen afleveres i Informationen. Alternativt kan den afleveres i postkassen ved Informationen.
I skal selv sørge for oprydning, tømme skraldeposen (kan smides i store skraldespande i kælderen) samt aftørring af borde.
Servicen pakkes som anvist på rullebordet. Rullebordet køres hen til enten cafédøren i stueetagen eller til elevatoren bagerst på 1. sal – sæt gerne rullebordet ind i elevatoren og tryk på ringeklokken.
Ved nøgleudlevering skal du tjekke, at du kan få AV-udstyr til at fungere sammen med din PC. Der er som udgangspunkt ikke personale, som kan hjælpe med dette på dagen.
Alle former for mad, drikke og snacks må IKKE medbringes, det skal købes/bestilles i caféen.
Der er forskelligt AV-udstyr tilgængeligt i lokalerne. Man er selv ansvarlig for at få udstyret til at virke, da der ikke er personale til den slags i huset.
Der er vejledninger i lokalerne til brug af AV-udstyr.